Tilbage

Fra Artiklen i Nm´s Arbejdsmark af Poul Grinder-Hansen : Ringen fra marken ved Kærstrup er så fornem, at det er fristende at koble den sammen med herregårdens ejerinde i årene 1623 til 1630, Christian 4.s svigermor Ellen Marsvin (1572-1649). Selveste Christian 4. har faktisk også boet på Kærstrup i knap en måned fra 18. maj til 15. juni 1629, hvor Ellen Marsvin præsenterede ham for tjenestepigen Vibeke Kruse, som på uforpligtende vis skulle forsøde hans ensomme tilværelse indtil han - som Ellen håbede - atter fandt sammen med Ellens datter Kirsten Munk. I stedet blev kongen så glad for Vibeke, at han levede med hende resten af sit liv, hvilket kom slemt på tværs af Ellen Marsvins planer.
Nu er fingerringen tydeligvis lavet til en kvinde, så det er ikke kongen selv, der har båret den, men det kan godt være en kongelig gave. Der var et miljø på Kærstrup med tætte royale forbindelser, og i disse cirkler må ringens ejerinde have bevæget sig. Interessant er det, at ringen blev udvidet, så den passede til bredere fingre eller til en behandsket hånd. Det taler til fantasien: har den aldrende Ellen Marsvin ladet en af ringene fra sine yngre år renovere? Hun var i al fald som sine standsfæller glad for fingerringe, som det ses på portrætmaleriet af hende fra o. 1600 (fig. 13) Men den slags er og bliver - morsomme - spekulationer.
Det var nu ikke en helt god idé af ejeren at få gjort diamantringen større, for efter ombygningen sad den åbenbart så løst, at den kunne smutte af fingeren og ikke være til at finde. Mens kanden må være en bevidst nedlagt skat, er fingerringen simpelthen tabt og er derfor ikke et skattefund. Men den kan godt være en skat for den, som finder den og indleverer den til danefæbedømmelse, og for Nationalmuseet, der lader den indgå i "nationens skatte", men det er jo en anden historie.
Kreditering: CC BY-NC-SA 4.0
Reference:DIME-ID : 15698